Jeg er flyttet: www.peter-clement.dk / www.peter-clement.net

I'll Find a Place Somewhere in the Corner

I'm Gonna Waste the Rest of My Days

Just Watching Patiently From the Window

Just Waiting Seasons Change, Some Day

Oh, Oh, My Dreams Will Pull You Through That Garden Gate.

I Want to Be the Wandering Sailor

We're Silhouettes By the Light of the Moon

I Sit Playing Solitaire By the Window

Just Waiting Seasons Change, Ah, Ah

You'll See, One Day, These Dreams Will Pull You Through My Door

And I'll Come Running to Tie Your Shoe

And I'll Come Running to Tie Your Shoe.

mars. Jeg læser om Mars. Ser på billederne fra planettens overflade. Stedet. Stederne. At vi er der, uden at vi kan være der. Mennesket og dets nysgerrighed. Horisonten, stenene, sandet. Det er skæg med det her billede, at robottens hjul er med. Det er billedets punktum (hvis det ikke er for banalt at bruge det udtryk). Det er tegnet, der viser, at vi ikke kan være der. Som mennesker. Nå. Det er smukt.

shortcuts. Morgnerne er tyste. Tyst. Et sært ord. Svært? Nede i gården er tingene ved at få farve, få lys. Jeg har lagt mig på sofaen for lige at få en time i stilhed. Der er luft i radiatoren og nu begyndte vaskemaskinen i køkkenet. Jeg elsker de to billeder herover. Mærkerne efter mennesker dér hvor de har gået. Græssets slidte. Det grønne bag billedernes stærke s/h. Verden kan være så enkel. Det er en lille flod i mine tanker. En sprødhed i det ord: tyst. En sprødhed i dine læber. Jeg tror idag bliver smuk.

billederne er fra void(). Og fra et værk af Mircea Cantor.

void. Vi vikler os hele tiden ind i hinanden, ind i hinandens lyde. Sådan går dagene. Der er et bankende hjerte imellem os. Det er et bankende hjerte, der holder os sammen. Som vågner op imellem vores drømme. Der er en stjerne inde bag hendes øjne. Og inde bag stjernen begynder verden igen. Hele tiden vil jeg være tættere på dig. Hele tiden er jeg usikker, jeg prøver virkelig at gøre det hele så godt som jeg kan. Du lyser. Det er sådan det er. Hver gang jeg ser billedet af dig - det jeg har liggende imellem mine kort - har jeg en følelse af, at du er alt jeg har drømt om. Det er virkelighed. Det er det overvældende. Jeg kan mærke, at dagene lyser. At du er her i nærheden. At vi er. I nærheden af vores nye skrøbelighed. Jeg elsker dit smil. Nogen gange ser du så søgende på mig, som om du ser et menneske, der er faldet ned fra månen. Så ler du. Det er det gode. Så går vi af Guldbergsgade, Møllegade, Nørrebrogade og videre langs søen. Det er den blå himmel over os, der lyser indeni os. Så ligger vandet så spejlblankt under kastanjerne, de står i den kolde luft, de varmer vores tanker, de bliver stående år efter år. Barnevognen er svær at styre med en hånd. Jeg fortæller om bogen om udforskningen af Mars. Det der med robotterne, at de undersøger en anden planet. At vi mennesker, er en del af det fjerne. At det er som om forskerne rent faktisk er på Mars. Sådan er alting så svimlende.

lejlighedsdigt iii

du samlede terningerne op og lagde
to
til det forrige
slag til de forrige øjne
    hvad havde du set? tilfældets sang
igennem vores kroppe? tingenes egen
programmerede kraft? du viste
de skælvende sten monumentet men kunne ikke finde
sætningen ordene:
    hvad laver du her? hvad
laver vi her? du gik
på stierne du gik under blade af ild
under planeternes hærværk og de
sejlende popler; ét er besyngelsen noget andet er tingene selv
    så du samlede alle dine minder
til et blændende landskab af ord
og imens du sang med grenenes knitren
om det komplekse mønster der tegner sig
bag alle tings urolige torden
mærkede du
en stille prikken
i dine øjne
under universet som heller ikke ser

digt uden titel

vi gik under

bøgetræerne, ask og eg

jeg med mit nyeste smykke

i øjnene du

med din skjulte gåde

under tæerne

fandt vi en linje der lå med stjernetågen foldet

ind i sit eget materiale

det er noget sludder

sådan stod vi i den revnede morgen

med udsigt til de krogede træer

og vores lykkelige alt

bag den bløde hud

jeg overlader værelset til jer

Denne urolige, dette. Vi vågner forsigtige, rører ved dagen, spiser rugbrød, spejlæg, spiser havregryn, krydderboller, drikker kaffe/te, drikker vand. Vi vågner i dette stille sværmende. Vender os til lyset, det grå, det blussende. Som efteråret klæder os i, rødmer os i. Bladrer vi bladrer vi i træernes blade, vader vi i blade skovler vi blade med fødderne. Blade. Vi vågner urolige, vender os i mørket, trækker forsigtige kys imellem hinanden. Denne, dette morgenlys hænger i facaden, gården, egetræet i den modsatte ende kroger sig opad. Så sværmer det i dagen, vi vågner og sværmer i dagen med nye øjne, stilfærdige. Ventende, skælvende. Vi lukker vores øjne, svimlende.

*

Jeg læser om Mars, om udforskningen af planeten fra jorden. Nysgerrigt. På billederne ligner den ørknen. Den ligner et sted på jorden, det er det svimlende. Planeten. Sandet. Jeg tænker på sandet og ser på ruderne og ser på iPod'en, computeren, materialerne. Mars. Personificeringen med opdagelserne, de små robotter, der triller af sted hen over overfladen på den fjerne planet. De er virkeligt på Mars. Måleinstrumenterne og deres resultater. Det er svimlende. Solpanelerne, og de fjerne bjergkæder. Vi kunne gå der som nomaderne. Trække fremtiden med tænderne. Linjen fuld af hænder. Situationerne. Det flyder sammen. Tænkningen.

*

Vi ser på sværmene. De samler sig, bevæger sig, bryder ud og forvandler sig. Deres viden, det kollektive. Det er svimlende, svimlende. Vi følger myrerne, deres kamp for kolonien, måden de flytter deres æg, deres pupper, måden de nedlægger andre insekter på. Myrerne. Fiskene. Stærene. Samler sig og skifter retning og spreder sig igen. Vi sværmer i vores tanker. Det er et system af viden. Stærene kan følge syv andre fugles bevægelse på en gang. Reaktionerne. Flagermusene. 10 millioner. Sværmen. Skyen. Vi mærker det foruroligende mønster. Samfundene. Gnuerne (hedder de det?) overfor Zebraerne. Det er den dumme masse overfor de sofistikerede intelligente skønheder. Zebraerne. Og krokodillerne. Vi ser bevægelserne, mønstrene. At sværmen overvinder den enkelte præstation. De mægtige rovfugle, at de ikke kan fokusere på sværmen, at de ikke kan overmande sværmen. Vi ser myrerne. At de gemmer sig inde i computere, at de er mægtige i deres kollektiv. Oversvømmelsen, at de bruger deres pupper og sig selv som tømmerflåde. At de bruger sig selv som en bro til land, til sikkerhed. Sådan ca. overlever de. Det er ikke deres skyld.

Jeg læser om sand og sands bevægelse i floderne. At floderne bliver forstyrret grundlæggende hvis havoverfladen stiger eller falder. Det er noget med hastigheden i floderne. Det er noget med de spring de enkelte sandskorn gør sig i vandets hvirvlende strøm. Der er ikke noget tilfældigt ved de bevægelser. Det er bare umuligt at forudsige konsekvenserne af så mange enkelte bevægelser, der hele tiden påvirker hinanden. Så bugter floden sig en anelse mere. Sandet lægger sig i de ydre bugtninger og æder af de indre. Sandet danser i det strømmende vand. Fra bjergene mod havet. Fra bjerget mod havene. Så er der pludselig en byge af regn, der lægger sig mod ruden. Du siger, du løb for livet. Senere lavede du et kunstværk, Floden, kaldte du det. Det var blåt og lavet af plast. Det har ikke noget med sand at gøre. Alligevel fyldte det hele det hele i de hvide vægge. Senere, senere, altid senere.

digt

mest af alt
vil jeg bare

vil jeg bare
skrive et smukt

digt

blandt skyggerne
blandt morgenfruerne

mest af alt
blandt fuglene

noter

så sang du en vej gennem tingene
du så
en gadelygte og en gammel hund i den frosne ørken
nej fra vinduet i trappeopgangen
dine nøgne fødder først linoleumet først
fliserne asfalten græsset

der var endnu lang vej for alt der er fjernt
ligger nærmere end alle de nærmeste
ting dybden
i din hovedpine slap ikke længere
ud af dens fjerne
tryk på skyggerne

ikke engang vores spørgsmål forstod du
mens vi derimod lyttede
til tingene sangen du sang dine gyldne bure

når du åbner din dør
må du lade fingrene glide
gennem dit hår
og stille dine sko på plads
som alle andre

du ler af ensomheden
du koger pastaen direkte i tomatsovsen
du er uden krop
du ender med at ære ham
på et sprog
du ikke længere forstår

lejlighedsdigt v-viii 

v

der var noget inde i den sorte bog
du drak

bag børnenes lyde stod du
uden at sige dette at sige

satte du dig ved kopperne i solen
som flyttede bordet ind i dialogerne
af danmark nu stille nu

du
prøvede med ord
at bekæmpe en skygge

den trykker mod øjet
men vil ikke længere ind

 

vi

efteråret ligger og taler med sig selv
og glemmer helt at sætte sig

i træerne træerne
i dine syner var ikke helt fortvivlede

du købte kabelsøm
du hentede fotos
du spiste en ristet hot dog

det giver mening
hvis du spørger på kanten af
en lærke kabler

så gik du


vii

der var ingen døde digtere
der trak på ordene
da du åbnede hånden og søerne
hvinede ødselt med spejlet
du

og kastanjerne
trak ord ud af luften
og lignede pludselig hinanden

viii

hvis du kom til hvalens skelet
og ikke lagde dine dialoger
et sted i dets mørke

ville ordenes skygge løsne sit øje
og nærme sig dit

du lod en finger være en finger
og stoppede op foran hvalens hjerte

hvalens og menneskets
hjerte menneskets
hjerte og spidsmusens hjerte
- sådan
ser mit hjerte ikke ud

note

først hørte vi kun fuglene daske i træerne

så hørte vi klarinetten sætte sig

i natten med sine langsomme kumpaner 

fra dit hår sejlede et nænsomt beat

og du hørte disse gyldne paladser

forandre, nej, forvandle sig til dit eget ocean

og der var én, der spurgte

var det mon dine fjer der holdt

søjlen i kredsløb om kloden var det mon det

var det mon det?

lejlighedsdigt i-iv

i

du savnede rundkørslerne
om dine sko i det grønne

græs, græsset
med sine hemmelige bånd
mellem mennesker

du skrev skulpturer i luften
som ikke lige lignede

det store granit
ville ikke forstyrres

mens andre helst ville skrives med krudt

ii
 

geologisk museum var lukket
botanisk have var lukket

du kunne ikke komme ind

til hvalens skellet (dets urolige linjer bag kødet)

så du satte dig i en fjernere poesi
og talte afstanden

fra det mørke træ og dets grene
som ikke længere tilhørte

træet hvis friske skud tilhørte jorden

(selv hvis du tog mine

fingre
ville de ikke begynde at gro)

iii

 

du mødte en mand for enden af linjen
han sad med altings vægt
i sine hænder

og morede sig over samfundets løgne

han var en velklædt galskab
som sad der tilfældigt

det grinede du af
og begyndte at tro på en rig forfatter


iv

du manglede endnu at bevise
at narhvalens horn var narhvalens horn

og at ordene altid
havde gang i tilfældets dans

du blev ved med at tage skridt i den rigtige retning
alligevel gik du i ring
om den samme dumme tomhed

og var allerede så tæt på at det ikke lignede noget

Bakar

mennesket er et hængsel
mellem husene

en snerle viklet ind i
labyrinter og tomhed

en vogter af lyset sagde du lyset?
broen over os stejlede simpelt

vi spiste havrekiks og gik videre i stilhed

(undskyld
uroen i klipperne

og blandt havet)

Rijeka

jeg lukker skodderne op
for ikke at falde om i stilhed

skjorterne ler blandt stuens bjerge

de røde tage udenfor

i stedet tegner
jeg en blomst

himlen er et mønster af fugl

 zagreb

du hvilede dig mod skyerne
tågen øjnenes mælk

som sank lidt for sent i dine fjerne planeter


hvis du vågnede senere

ville en prikket sten
i din ene bukselomme
give dig
så smukke vinger

og dreje dig ind
i et tættere svimmelt

Vi vågner som to nysmurte æggemader

på et stejlende hvidt,

et glitrende blidt

stykke sølvpapir

og det føles som om

at følelserne ligger

som små klatter majo

i denne lysende dag

i går,
i dag,
i morgen

og

hele tiden altid:

det er kærligheden som er det fede

at vågne i den lysende fremtid
og vide at det er nu - nu - nu

digttt_wup

i daggryet så du ikke andet end svære øjne
som hang som sølv i de matte huse
som hang som sølv i den hvide himmel
og dens døve... og deres døve
...avantgardekritik (oh, my!) og deres blinde
og deres stumme
(iFuck) ...ørkenlandskab...
byerne
var så fjerne i det fjerne og du
så dine egne lukkede øjne
lukke i
og din egen slukkede stemme slukke i
det kølige kor af kølig analyse (avisspaltet)
køligt dryppe ned på dine kølige hænder
og disse ubetydelige udsagn (foragtens skyld)

lad os lige lyve lidt
og byde folkekrigen en prangende udsigt

det kan jeg vel godt sige
uden at
i hader mig alligevel
(lol, lol - lol, no more)