Denne urolige, dette. Vi vågner forsigtige, rører ved dagen, spiser rugbrød, spejlæg, spiser havregryn, krydderboller, drikker kaffe/te, drikker vand. Vi vågner i dette stille sværmende. Vender os til lyset, det grå, det blussende. Som efteråret klæder os i, rødmer os i. Bladrer vi bladrer vi i træernes blade, vader vi i blade skovler vi blade med fødderne. Blade. Vi vågner urolige, vender os i mørket, trækker forsigtige kys imellem hinanden. Denne, dette morgenlys hænger i facaden, gården, egetræet i den modsatte ende kroger sig opad. Så sværmer det i dagen, vi vågner og sværmer i dagen med nye øjne, stilfærdige. Ventende, skælvende. Vi lukker vores øjne, svimlende.

*

Jeg læser om Mars, om udforskningen af planeten fra jorden. Nysgerrigt. På billederne ligner den ørknen. Den ligner et sted på jorden, det er det svimlende. Planeten. Sandet. Jeg tænker på sandet og ser på ruderne og ser på iPod'en, computeren, materialerne. Mars. Personificeringen med opdagelserne, de små robotter, der triller af sted hen over overfladen på den fjerne planet. De er virkeligt på Mars. Måleinstrumenterne og deres resultater. Det er svimlende. Solpanelerne, og de fjerne bjergkæder. Vi kunne gå der som nomaderne. Trække fremtiden med tænderne. Linjen fuld af hænder. Situationerne. Det flyder sammen. Tænkningen.

*

Vi ser på sværmene. De samler sig, bevæger sig, bryder ud og forvandler sig. Deres viden, det kollektive. Det er svimlende, svimlende. Vi følger myrerne, deres kamp for kolonien, måden de flytter deres æg, deres pupper, måden de nedlægger andre insekter på. Myrerne. Fiskene. Stærene. Samler sig og skifter retning og spreder sig igen. Vi sværmer i vores tanker. Det er et system af viden. Stærene kan følge syv andre fugles bevægelse på en gang. Reaktionerne. Flagermusene. 10 millioner. Sværmen. Skyen. Vi mærker det foruroligende mønster. Samfundene. Gnuerne (hedder de det?) overfor Zebraerne. Det er den dumme masse overfor de sofistikerede intelligente skønheder. Zebraerne. Og krokodillerne. Vi ser bevægelserne, mønstrene. At sværmen overvinder den enkelte præstation. De mægtige rovfugle, at de ikke kan fokusere på sværmen, at de ikke kan overmande sværmen. Vi ser myrerne. At de gemmer sig inde i computere, at de er mægtige i deres kollektiv. Oversvømmelsen, at de bruger deres pupper og sig selv som tømmerflåde. At de bruger sig selv som en bro til land, til sikkerhed. Sådan ca. overlever de. Det er ikke deres skyld.