void. Vi vikler os hele tiden ind i hinanden, ind i hinandens lyde. Sådan går dagene. Der er et bankende hjerte imellem os. Det er et bankende hjerte, der holder os sammen. Som vågner op imellem vores drømme. Der er en stjerne inde bag hendes øjne. Og inde bag stjernen begynder verden igen. Hele tiden vil jeg være tættere på dig. Hele tiden er jeg usikker, jeg prøver virkelig at gøre det hele så godt som jeg kan. Du lyser. Det er sådan det er. Hver gang jeg ser billedet af dig - det jeg har liggende imellem mine kort - har jeg en følelse af, at du er alt jeg har drømt om. Det er virkelighed. Det er det overvældende. Jeg kan mærke, at dagene lyser. At du er her i nærheden. At vi er. I nærheden af vores nye skrøbelighed. Jeg elsker dit smil. Nogen gange ser du så søgende på mig, som om du ser et menneske, der er faldet ned fra månen. Så ler du. Det er det gode. Så går vi af Guldbergsgade, Møllegade, Nørrebrogade og videre langs søen. Det er den blå himmel over os, der lyser indeni os. Så ligger vandet så spejlblankt under kastanjerne, de står i den kolde luft, de varmer vores tanker, de bliver stående år efter år. Barnevognen er svær at styre med en hånd. Jeg fortæller om bogen om udforskningen af Mars. Det der med robotterne, at de undersøger en anden planet. At vi mennesker, er en del af det fjerne. At det er som om forskerne rent faktisk er på Mars. Sådan er alting så svimlende.