Duerne

Når jeg er alene, er duerne uhyggelige. Den ensomme due ved pølsevognen, der hakker i en afgnavet pølse, et tørt og ketchupdyppet pølsebrød. De har onde øjne, de ensomme duer ved pladsen. Det er måden, deres kroppe er mekaniske på. Det er måden den ene vinge hænger på, at fjerene har fået et slag, at duen på en måde trækker sig frem. At den næsten ikke kan mere.

Oppe på tagene, i luften, henover lyskrydset, henover stationen, mod bilernes længsler, som sølv imod himlen, imod skyer af sol, imod skyer af sol, slår de med vingerne, du-, duerne, slår de sig sammen i flokke, skifter retningen ud med en lige linje, og så pludseligt samler de sig til en kugle, der eksploderer i flere retninger for igen at samles i vinger, i fjer. Så er det skønhedens bevægelser. Så er det fuglenes flokke, den der musik, der opstår i øjnene. Så er de ikke længere ensomme, ikke længere tørstige efter vores affald, vores sidste spiselige rester.

Om morgenen ser vi dem ikke. Vi sidder på toilettet og lytter. Vi ligger i sengen og lytter. Vi står ved udsigten til to tage, to skorstene og himlens mørke, og lytter. Deres vinger er stilhed. Deres kroppe, de små dunede kroppe, er stille. Det er ikke lyden af fugles bevægelser vi hører. Det er stilheden fra hjerterne, fra de små næb. Den stille kurren, som en lytten. Som vi veksler med forsigtige smil med hinanden.