Mit indre Pompeii

2012-01-29T02:39:00.000-08:00

i

fx i månens lys ikke i månens lys
i det lysende lys under månen fx
under dine forsigtige øjne fx i lyset
under dine forsigtige øjne fx i lyset
i det lysende lys fx under månens
lys under dine øjne du fx du
i det lysende lys under månen
og nu i et lysende fx i et lysende
lys under månen du under øjnene
fx i den lysende måne fx under
dens lysende øjne under dit du

ii

under dens lysende øjne dit du
et duvende du fx under de lysende
grene de lysende øjne i træerne
du fx i den lysende blæst under
øjne og grene fx under den knirkende
måne det lysende øje fx i kulde
du fx under den lysende månes
lysende øjne under træernes
lysende grene over dine øjne
lysende du under månen du

iii

lysende du under månen du
i det aflange mørke du i det
lyse i øjnene du fx under et
træ fx under en lygte du
i de lysende lyde fra grenene knirk
i de lysende øjne knirk under
månen fx under en lygte fx
under dine øjne et lys en lygte
et lys i din stilhed et lys i din
tavse i de tavse knirk fx lyst

2012-01-16T01:45:00.000-08:00

Pludselig ved jeg ikke længere, hvad jeg skal skrive. Dine linjer om duerne, om deres lyde og deres flokke, deres enorme sammenfoldede krop på himlen i morgenen i lyskrydset, over lyskrydset, sidder og sitrer i mig. Du sitrer i mig. Kan jeg formulere det på den måde? De sidder på tagene, duerne, over pladsen ved lyskrydset, ved Lygten. De sidder under de seks skorstene, under taget, over toilettet, bag plakaten, der dækker for hullet. Når man sidder der, alene: Duernes lyde, deres bevægelser med vingerne. Pudser de deres fjer? Gemmer de sig for vinteren? Er de en måde man kan være skrift på? Skriften som en kurren: Den gav sig til at kurre: Du gode gud. Du gode gud! Solen. I en anden morgen er det en måge, der slår tiden ihjel på toppen af taget på den anden side af gaden.

Billedet herover er fra Berlin. Uskarpt og skævt. Jeg kan godt lide at tænke på huse som kroppe, som tanker. At se menneskerne se sig selv i hinandens øjne, mens buskene, træerne og græsserne langsomt bliver ved med at vokse.

2012-01-15T01:40:00.000-08:00

Jeg går bare og venter på den fucking sol. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg læste dine linjer som om de var forunderlige stjerner, som om hvert ord var en exoplanet, hvis bane kolliderede med helt andre rum, helt andre værelser. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. De vigtigste. At forvandle dette rum til et andet. Et genert rum, et intimt rum. Intimiteten i skriften. Du, du. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg har skrevet et kort til dig. Et brev. Men mon men. Var disse linjer virkeligt virkelige? Noter. Beskrivelser. Afsavn. Udsagn. Bordet vipper. Skriften som vipning? Som et rødt bord. Revolutionerende. Som hos Christensen: planeternes bevægelse. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. På tærsklen til nationalismen, til sproget. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv.

2012-01-11T06:48:00.000-08:00

Ikke søge ly. Ikke stå i et fremmed steds teater. Muren omkring ordene: Det andet sprog. Nej: nærmere floden. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som et stykke tøj, som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.
Jeg var nøgen i de dage.
Kroatien.
Rijeka.
Italien: Udsigten bag adriaterhavet som fortabelsen.
Ikke søge ly i den flod. Mågerne under broen, mågerne. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Hvad skulle glemmes?
Der var intet som skulle glemmes. Ikke glemme floderne i ørerne. Uforståelige sætninger at klæde sig i.
Bakar: Pludselig græd jeg midt i det hele. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Søg ikke ly i smerten. Søg ikke ly i floden af et andet sprog men lær det.
Trapperne i Rijeka og på den anden side af havet: trapperne i Italien. Det tog timer at gå op af dem. Trapperne var byens tøj, byens sko, byens ... trapper. Der hang figner henover udsigten. Der var stadig figner på træerne. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Skyen skjulte noget for fuglene. De store flokke af fugle fulgte floden.

2012-01-11T04:25:00.000-08:00

På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg spiste knækbrød med smør og drak lunken te. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Der stod krukker med planter i den lille gård. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene, som holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Var jeg stille? Sad jeg alene? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Når jeg strakte min ryg, knirkede knoglerne i ryggen, i armene. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Blæste det virkeligt? Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Der var noget som åbnede sig. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg sad alene i solen. Det var stille. Hvad mere? Det var før du kunne forsvinde. Du må ikke forsvinde.

2012-01-09T03:50:00.000-08:00

I bussen skrev jeg en sms til dig. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet og skyernes bevægelse med vinden, tøvende. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg, dets historie, dets rester af våben i stenene, i klipperne, i bjergarternes farver og dén fornemmelse for skyld og samvittighed, sæd eller omsorg, der lå i den nye infrastruktur. Giver det mening?

2012-01-05T04:45:00.000-08:00

I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv. Jeg prøver at forstå vindens virkelighed mellem sandskornene, ørknernes langsomme vandringer, havenes små bidder af kysten. Erosioner & aflejringer. Sindene i tingene. Luften og jordens sange. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Som sand i de varme hænder, de ubærlige bølger af ild, smeltende kærtegn imod sandskornene. Jeg prøver at forstå dette tilfælde: 28 millioner år gammelt glas i den lysende ørken. 98 pct. rent silica glas. I hænderne på den tavse farao, halskædens funklen: et fortryllende stykke glas forvandlet til en tavs skarabæ. En tavs skarabæ hugget ud af de største folder af varme, af energier. Umuligt at forstå, hvad der skulle trække sandet igennem så voldsomme temperature. Umuligt og alligevel sandt. Sandet. Nedslag fra en fjern meteor og et svar fra Sibirien. Nær Tunguska floden faldt 60 millioner træer pludselig sammen fordi noget fra himlen, noget havde trukket sine eksplosioner ind i atmosfæren. Umuligt og alligevel uden krater. Som i ørknen. Som nu i morges: dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

2011-12-26T03:34:00.000-08:00

Ved de yderste kyster fandt vi en lille grøn sten/havde du fundet en lille grøn sten. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm og skrev en seddel, en seddel, så vinden og verden (og jeg) kunne huske, kunne huske. Vi tænkte på ord vi ikke kunne glemme: glashænder, stjernekontinent, brev i april, solstorm. Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden, vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene: svaneøgler, havvaraner, hvaløgler. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden, sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Tingenes ustyrlige orden. Fra uddøde dyr, til sjældne sten, til stjernernes langsomme eksplosioner (som hvert menneske: en eksplosion, en langsom forbrænding, en sortering af de mindste stoffer: her er mineralerne, her er væskerne, her er alt der kan fordampe) til sprogenes simple struktur som ikke følger logikken, men tankernes baner, deres revolution. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik:
Hvad talte det til? Hvad tæller du til?

alting ligner sig selv og hinanden

2011-12-21T02:16:00.000-08:00

A:
Nej.
C:
    Det var ikke et slør for øjnene. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Det var, hvad det var kommet til. Alting lignede sig selv som når ting bare er sig selv. Det trillende vand var det trillende vand, vandløbet havde ledt mig i en retning, en ny retning, en stille sugende lyd, sitrende som dette vandløb med det trillende vand. De lange fine græsstrå og deres samtale med vinden var de lange fine græsstrås samtale med vinden. Her er ikke plads til det triste.
A:
...
C:
    Ikke længere.
A:
...
C:
    Det er sletterne som løber mod havet for at forsvinde i havet. Og jeg, jeg har forvildet mig langt ind i mig selv. Så er det kun vinden der er plads til. Nu er der kun plads til vinden. En tjørn trækker vejret i sit eget forspildte liv som et lille skrig på retning. Forblæste tavse træ. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. De blade der er på træerne hænger på træerne. Det er ikke sådan rimelighed kan forstås. Alting er i familie med støvet. Alting har trukket sig op af jorden: træerne, græsset, det store syngende hav. Med lidt mod kan jeg fortsætte.
A:
...
C:
    Med modet fortsætter jeg. Langs havet. Langs de syngende kyster. Sletten forvandler sig til mørke og sten, klippernes grå glider over i bølgerne og deres ustandselige brøl. Skummet er i familie med skyerne. Jeg er ikke faldet ned fra skyerne. Jeg er mine fødder mod klipperne, mod sletterne. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.
A:
    Er der fugle på himlen?
C:
    Der er fugle på himlen.
A:
    Er der snegle i det fugtige græs?
C:
    Der er snegle i det fugtige græs.
A:
    Er der en susen i det trillende vand?
C:
    Der er en susen i det trillende vand.
A:
...
C:
Altid er det dette langsomme blik. Mod stenene. Dette langsomme blik imod stenene. Og havet.
A:
Var det skovene du kom fra?
C:
Det var ikke skovene jeg kom fra.
A:
Var det markerne du kom fra?
C:
Det var ikke markerne jeg kom fra.
A:
Var det det bakkede land?
C:
Det var ikke det bakkede land.
A:
...
C:
Jeg ser på stenene og ser: sten. Jeg ser på klipperne og ser: klipper. Jeg ser på bølgernes slag imod kysten og ser: bølgerne slå imod kysten.
A:
Kan jeg være i dette landskab?
C:
Du kan være i dette landskab.
A:
Er du på den anden side af havet?
C:
Jeg er på den anden side af havet.
A:
...

2011-12-19T01:36:00.000-08:00

Bark. Kaffe. Solens sind. Bagefter sad jeg i timer og læste. Den usynlige komité: Den kommende opstand. Sylvia Plath: Collected poems. Francis Ponge: At tage tingenes parti. Mike Davis: In praise of barbarians. osv. Jeg læste et par linjer hos Blanchot, hans Orfeus-essay, og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Det var ikke fordi jeg nogensinde kom i dybden (det dybeste af alt er huden), men jeg sejlede henover havet, henover himlen, jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren, jeg kyssede en sommers morgenrøde. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne, og skrev nogle datoer på min hånd (noget jeg skulle huske). Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges.

2011-12-18T06:49:00.000-08:00

Vi har hverken gardiner eller travlt. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen - i det lysende lys som er lyst - frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Du siger noget om solen. Jeg siger noget om de tavse sten, der hænger imellem Jupiter og Mars, mens din finger skriver sætning på sætning på luften. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Det gør ikke noget. I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Da jeg vågnede, var jeg sikker: jeg har mødt et bankende hjerte, der tæller sekunderne, og lægger dem sammen med hver sitrende kyst. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

2011-12-17T03:49:00.000-08:00

Udgiv indlæg

B:
Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Legetøjet var en del af krigen. Lysene lyste. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

2011-12-17T02:57:00.000-08:00

Der er hele tiden flere ord, at skrive, at sige, at arbejde sig ind i, ud af, igennem. Der var en uendelig smuk tur langs en kyst, og der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Alting overvælder det skælvende, og indimellem står man midt i den mest vidunderlige flod og kan mærke vandets strømmen omkring de klukkende sten, og mærke, hvordan floden driver ind imod huden. Har vi de samme øjne? Vi har de samme øjne. Lad os se.

2011-12-11T01:20:00.000-08:00

I ørknen. Jeg rejste til ørknen for ikke at mærke de sarte forstyrrelser på vores indre marked. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Der var mange tørre dale, mange nøgne klipper i ørknen. Der var stille og mine hænder, mine fødder, mine lunger: alting var en del af det fjerne. Når jeg tænkte på global kapitalisme, på investeringsmulighederne i andre egne af verden, når mine tanker begyndte at kredse om det naive begreb selvforsyning, var det som om, det var vinden der talte. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille), som forvandlede sig langsomt i ørknen. Sådan var min ørken. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Der er stille nu, jeg sidder og er en del af det stille. Jeg er en del af det lykkelige nu. Se.

2011-12-09T09:16:00.000-08:00

A:
Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled, lod min tunge tegne en retning på hele din krop. Jeg var i din krop, og du? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Og vi vågnede. Inde i det stille havde jeg ikke forstået sammenhængen, detaljerne, alvoren. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Sådan svarede du. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.
B:

2011-12-08T14:18:00.000-08:00

En sort sø springer imellem mine fingre under den skrøbelige hvidtjørn under egen. Inde i det fjerne har lydene samlet sig til den lette susen fra biler og busser og fugle. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Nu er der en uro i kroppen. Nu er der stille. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg havde lige sendt et vigtigt brev af sted, og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle stille op under den voldsomme himmel. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

2011-12-07T04:47:00.000-08:00

B:
I den første nat vågnede jeg uroligt, og da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores hjernes fantasifulde forestilling kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Luften omkring os var kølig, og lydene ude fra gaden slog sig sammen med de få dråbers rytme mod ruden. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

2011-12-07T01:40:00.000-08:00

Pludselig en dag over døren havde nogen hængt et flag. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Det flimrede for mine øjne, fordi jeg ikke forstod det nationale; jeg kunne, jeg kunne, jeg kan ikke forstå det nationale. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Men mit sprog er ikke fjendtligt. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser (regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber). Alting er i virkeligheden vigtigt (nej). Der er kun en ting som betyder alt. Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne, eller når jeg åbner mine øjne langsomt og ser, at du ligger og ser på mit ansigt, fyldes alting af lykke (og nogengange når jeg langsomt lukker mine øjne bliver jeg bange for, at du ikke længere er der når jeg åbner dem igen). Det her er ingen leg. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

2011-12-06T02:40:00.000-08:00

A
: Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?
B
: Trak jeg dig med til de yderste bjerge?
A
: Du trak mig med til de yderste bjerge
B
: De yderste bjerge?
A
: Ja. Ved verdens grænse rejser sig mure af klipper af sten af kalk af flint. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene, hvis tone samler sig i én bevægelse, der følger luften som den første vejrtrækning som den sidste. Når mennesket har samlet sig helt derude, hvor ikke engang stjernerne længere kan hjælpe dem, må de fortsætte i en anden form. Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene. Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.
B
:

2011-12-05T13:37:00.000-08:00

Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Min krop er en underlig størrelse. Den har sine egne lyde og sit helt eget tempo. Den er urolig, når den er urolig. Når den går i en langsom skov, går den i en langsom skov. På den måde ligner den også andre kroppe. Inde i knoglerne findes et sært landskab.
Når du siger mit navn, svarer min krop. Jeg ved ikke om den ligner dyrene. Huden er dens grænse. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Det er nu, i denne nærhed, at vi mærker vores krops grænse i forhold til verden. At vi aldrig, for alvor, bliver en del af verden. Nogen siger at huden holder os ensomme, holder os inde i os selv. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med. Dine diamanter lyser i min mund.

2011-12-02T08:50:00.000-08:00

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg samlede dem op og har nu gemt dem inde i min mund. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Husene ude ved kysten mindede mig om de underste tænder. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf. Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Flov ved sampling

2011-12-02T03:34:00.000-08:00

Afventning. Det var ude i Nordvest. Oplæsning for intetheden. Det larmede i de ødelagte lokaler: genindtagelsen. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg prøver at gribe den. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg bladrer i en tilfældig bog. Om andre byer, andre verdener. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Man kan altid vende tilbage til hænder og savn.

2011-12-02T02:21:00.000-08:00

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Musikken, som sang igennem knoglerne den aften, cirklede omkring én retning, én afgrund. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Lydene lignede hinanden i floden. Floden, der lignede andre strømmende floder. Inde i sindet, der lignede andre sind, andre floder, andre lyde.
Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg drev bare med. Dagene. Ugerne. Vennerne. Så forvandlede jeg mine øjne fra sætninger til direkte nærvær. Jeg begyndte at spise rugbrød, drikke kaffe, stå tidligt op. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg har mødt to øjne, der synger ned gennem mine dage og forvandler mit sarte til smil. Når jeg roder, roder jeg. Når jeg går ned ad gaden, går jeg ned ad gaden. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Så var der en anden, der ikke ville følge den op. Så var der en tredje (mig) der hellere ville synge om samfundets bevægelse mod mindre angst. Lad os synge om samfundets bevægelse mod mindre angst!
Måske var det det, som trak sig ud af musikken, en mulighed for at placere støjen uden sig selv. En måde at bryde systemerne. Fordi musikken, landskabsarkitekturen, litteraturen, osv. alle rummer et billede af, hvordan vi gerne vil organisere os som mennesker på. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog, Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.
Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne, slå følge med uglerne, sætte sig op i mod smuglerne. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Da foråret åbnede ballet igen, drev der stadigvæk lyde ud af min mund.

2011-11-30T09:01:00.000-08:00

Ok. Fak dem i øjnene. Græsset var en tøvning, en forstøvning, en flade af hvad? Af indsigtens uklarhed. Den kalkede bygning; kirken. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Landskabshistorien. Det flade land. Vores land. Historien om munkene og de genbrugte sten. Sådan noget. Kalken. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Jeg drev vild i en bus mens en stemme fortalte om landskabernes udvikling. Kulturlandskabet. Landskabslandskabet. Whatever. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Jeg var ligeglad. Jeg drev bare med fordi det var sjovt. Fordi mine tab på østfronten, på vestfronten, på nordfronten og sydfronten allerede havde været store nok. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Stod imod, men skrev: intet.
Nu forvilder jeg dagene i København. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hele tiden er mine tanker en indkredsning, en forventning; kan jeg skrive sådan? Jeg er ved siden af mig selv, men inde i en mildhed, en lykke. Sådan er det. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.

I det forsømte

2011-11-30T06:19:00.000-08:00

Jeg var faldet ud af tiden så tingene havde fået deres egen orden. Bukserne, sokkerne, rygsækken, reolen. Alting gled ind i hinanden og efterlod et svagt aftryk i min hud. Udsigten var håbløs. Alting var håbløst. Bøgerne tegnede deres egen retning. Fremad. Men. Jeg drak dagene ud. Trak dagene ud med sene samtaler og et ubekymret humør. Der var ikke plads til min krop i det virvar. Der var ikke plads til mine tanker. Hvis jeg lod en finger finde en ting, hang den allerede sammen med en anden. Den næste. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

2011-11-29T01:30:00.000-08:00

Træerne. Under den blå blå himmel. Klaus Høecks Metamorphoses. Rejsesonetter? Måske. Jeg følger deres enkle systemer, hvor en suppe af meningsløshed indimellem slår ned. Sitrer i syntaksen. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvad vil tabet af mening, i de ellers så stejlende smukke betydninger. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Jeg skriver dagen igang, stille. Helt stille. På rigshospitalet har jeg et digt hængende. På en rude. På et stort stykke hvidt papir. Plakat. Min mobiltelefon har længe været stille. Nogen (én) har slukket for musikken, og sidder nu ved det lille piano, og giver rummet et par toner at tænke over. Så stiger samtalerne. Omkring mig. Sætningerne er et hav. Ordene små toppe af skum. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Ude på gaden er de snart færdige med deres arbejde. Hvad skete i Kroatien? Intet skete i Kroatien. Noget skete i Kroatien.

2011-11-28T08:30:00.000-08:00

Fra nu af: egne billeder. Egne ord. Jeg læser Doreen Masseys tekst, A place called home? Stederne, retningerne. Herover: Teufelsberg. Radarstationen. Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Derinde bag skoven. Oppe på bakken. Bag træerne. Over murbrokkerne. Gennem hullet i hegnet. Den sindssyge himmel. Blå. Og en anden dag: Grå. Alle tonerne i lydene i murene. Revnerne. Rifterne. I læberne og i huden. Betonen og de store jernstrukturer som var krøllet sammen. Som om der var nogle, der havde skrevet på deres minder i blinde.
Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Erindringer i stenene. I barken på træerne. I isoleringsmaterialet som er begyndt at slå sig sammen med fugten. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Ilden. Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev mig vild i de dage. Farvede ordene milde. For hvert lag af betydning i stenene. Storpolitikens sætninger i landskabet. Som at læse glemte aviser. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Ikke var muligt at komme derind. Den store bil. Porren på forruden. Tågen i skovene i udsigten. Som en anden dag.

2011-11-28T03:05:00.000-08:00

Jeg havde lige været i Wien (det er længe siden). Det var her jeg første gang så billedet. Malerierne bagved. Med min mobil stjal jeg billedet. Jeg ved ikke, hvad det er (Twombly). Det er. Det er bare. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Vidste du det? Jeg elsker de mindste detaljer, det tøvende, spejlingen, kunsten bagved stolene. Venter de på nogen? Er de lige blevet forladt? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Jeg forfølger huden, det er det organ som danner kroppens grænse mod verdenen. Bjørn Rasmussens titel, huden er det elastiske hylster der omgiver legemet, det er en smuk titel. På en vild bog. Hvem var det, der skrev: Det dybeste af alt, er huden? Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Bevægelser i bladene, i stråene, i havet mod havet mod kysten. På hans malerier har han ladet mytologierne danse, ord fra fjerne fortællinger. Orpheus. Eurydike. Blandet op med diamanter og forundring. Sådan var det i dén fortælling på dét museum. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud. Fingrene finder på labyrinter i huden, henover huden. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Dine sætninger. Ord. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene (Johs. L. Madsen).

Gazellen

2011-11-25T09:45:00.000-08:00

Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg tror, du havde glemt den der. Det hele virkede mere og mere virkeligt. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bag bølgerne af skizofreni rejste en blid harmoni sig. Langsomt. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter (det vil jeg stadigvæk). Nu skriver jeg igen på en ny søjle digte. Det lever jeg af, det lever jeg af. O! De bristede obligationer fumler bag dit blik. Alting ligger bag alting. Jeg forsvinder ikke.

Giraffer falder ud af mine drømme

2011-11-24T17:04:00.000-08:00

Du må ikke forsvinde. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne, og bag øjnene fandt de mindste detaljer sammen med et sitrende lys. Ring til mig uden grund. Skriv mig ind i dine læber.

2011-11-24T15:20:00.000-08:00

Jeg er lige ude af det hele. Fang min seneste bog her.